Kunst OG håndværk

14. december 2022

For Lisbeth Kromann er malerkunsten en evig passion, ifølge hende selv har hun brugt 25 år på at lære alle de gamle teknikker, og hun har elsket hvert øjeblik.

”Det er lidt grænseoverskridende som 55-årig at begynde på noget helt nyt, og starte op som selvstændig malermester. Men jeg har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Det har været virkelig interessant, og jeg bliver stadig rørt, når folk betror mig en vanskelig opgave. Så bliver jeg taknemmelig og tænker: ’Hold da op, de vil have mig’. Det forpligter!”

I gymnasiet troede Lisbeth Kromann, at hun skulle læse biokemi, men skoletræthed og en tur i kollektiv ændrede hendes livsbane for altid. I dag ejer hun firmaet Dekorationsmaleren og insisterer på, at en maler både er håndværker og kunstner.

Ambitiøs fra begyndelsen

”Jeg synes, det var utroligt skønt at gå og se tingene udvikle sig, og at det blev pænt. Der var en stor tilfredsstillelse i at kunne lave noget med sine hænder. Så jeg søgte en læreplads som 22-årig, fik tre lærepladser, og tog den, der startede først.”

Allerede tidligt i sin uddannelse insisterede Lisbeth Kromann på, at arbejdet skulle gøres ordentligt og hendes fokus var dengang som nu på kvaliteten. Samtidig elskede hun at udfordre sig selv, og det resulterede i en sølvmedalje i svendeprøven. Hendes mester var da heller ikke sen til at give hende opgaver, der udfordrede Lisbeths nysgerrighed og evne til at løse problemer.

”Min mester var vant til, at jeg altid fandt en løsning. Men pludselig en dag, stod jeg med en opgave på en trappe, hvor der var sådan nogle ådrede underpaneler i et mahognimalet tema og en masse stafferingsstreger. Der måtte jeg simpelthen melde hus forbi. Det anede jeg overhovedet ikke hvad var,” fortæller Lisbeth Kromann.

Forsvundne teknikker
”Mester hyrede derfor en ”ældgammel” maler, Richard, han var vel ved at runde de 80, troede jeg. Jeg kan huske, at i min ungdoms hovmod, syntes jeg, at det var de mest latterlige pensler, han havde med. De var helt nedslidte, og nogle havde ganske få penselhår tilbage der strittede i alle retninger. Jeg tænkte, Vorherre bevares, kom dog ind i kampen og få noget ordentligt værktøj. Men da Richard begyndte at male, tabte jeg bare næse og mund. Jeg tror ikke, jeg lavede noget i tre dage andet end at stå og kigge på ham, og det han kunne trylle frem.”

Det tog ikke Lisbeth Kromann mange øjeblikke at tabe sit hjerte til de gamle maleteknikker. Men hvad gør en nyuddannet malersvend, der aldrig i sit liv har stiftet bekendtskab med ådring, marmorering og forgyldning.

”Richard fik mig med på et kursus i Rådvad, hvor jeg så Arne Bech for fuld udblæsning med cerut i munden, en øl i den ene hånd og en pensel i den anden og bare stå der og fortælle vittigheder og anekdoter, mens han tryllede. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg ikke lærer det der, så dør jeg.”


Den bedste måde at lære på
For Lisbeth Kromann er malerkunsten en evig passion, ifølge hende selv har hun brugt 25 år på at lære alle de gamle teknikker, og hun har elsket hvert øjeblik. Faktisk så meget at da hun sagde ja til at blive underviser på teknisk skole, gik hun målrettet efter at lære teknikkerne, og komme til at undervise i dem. 

”Det er som om, at når man begynder at undervise i det, så bliver man selv både hurtigere og bedre til håndværket, end når man kun selv går på kursus. Det vil jeg til enhver tid varmt anbefale andre der er seriøse for at lære det. Jeg har tit rådet svende og malermestre på efteruddannelseskurserne, til at få hinandens telefonnumre og mødes jævnlig i løbet af vinterperioden for at vise hinanden, hvad de kan. Det er det, man lærer allermest af, nemlig at begynde at undervise og dele viden og erfaringer.”

Da hendes arbejdsplads valgte at nedprioritere kurserne i de gamle maleteknikker og dekoration, tog Lisbeth Kromann springet, sagde op og blev selvstændig med sin virksomhed Dekorationsmaleren. Hun siger: ”Jeg kunne mærke, at jeg havde mere og mere lyst til at komme ud at male.”

Tager fusen på folk

”Jeg elsker, at folk bliver overraskede. Nogle gange laver jeg noget bare for sjov, fordi folk kan slet ikke forestille sig, at det er håndværk. Så det er en god dag på kontoret, når jeg får taget fusen på nogle. Men jeg synes også, det er enormt tilfredsstillende, når jeg får repareret noget eller renoveret noget, som kan holde de næste 30-40 år.”

Lisbeth Kromann nyder stadig at udfordre sig selv, som dengang hun tilmeldte sig en stor kunstmesse og solgte mange af sine værker.

”Der er tit diskussioner, om det er kunst eller håndværk, det vi laver? Jeg synes jo, det er kunsthåndværk. Så jeg satte mig for at lave en masse billeder, spartlede og marmorerede, alt muligt forskelligt, som viste hvad malerfaget også kunne. Det var vildt, som folk reagerede på det. De kom hen og spurgte om det virkelig var malet og ikke træ eller folie Jeg havde lavet nogle borde, som jeg havde marmoreret, ådret og forgyldt. Jeg tror, jeg fik solgt 14 ting, det var fuldstændig utroligt.”


Tro mod de oprindelige materialer
”Man må være tro mod det oprindelige materiale og den oprindelige stil – det er jeg også,” siger Lisbeth Kromann, der blandt andet har arbejdet med gipsmarmor på nogle fredede søjler på Øregård Gymnasium. ”Jeg har lært mig selv at lave gipsmarmor på de fredede søjler, det er så sjovt. Jeg elsker at lære nyt.”

Der er dog et materiale, som ikke ligefrem får hendes puls op. Linolie, som ellers ofte fremhæves som noget ganske særligt, og det er det også til udvendigt vedligehold af træværk. Men For Lisbeth Kromann er tørretiden et turn-off i forbindelse med dekoration, selv om hun naturligvis bruger linolie, når restaureringen som på f.eks. fredede ejendomme som på Frederiksborg Slot kræver det. Heldigvis er der mange andre materialer at arbejde med, og det kan gøre arbejdet mere rentabelt med kortere tørretid ved anvendelse af øl, æg, emulsioner, limfarve, fresco og akryllasurer.

”Jeg bruger meget tørpigmenter. Jeg har også stået og kogt svensk slamfarve fra bunden. Jeg kan og vil jo godt bruge de gode gamle afprøvede materialer, der hvor de er bedst egnede.”


Gamle teknikker med moderne tilsnit
Lisbeth Kromann nyder, når de gamle teknikker bliver brugt i moderne dekoration. Som et helt unikt køkken på Færøerne, hvor køkkenlåger og vægge blev marmoreret.

”At bruge de gamle teknikker til moderne dekoration, som tilfredsstiller og tiltaler mange unge mennesker, synes jeg er virkelig sjovt,” siger Lisbeth Kromann og fortsætter: ”At lave forgyldning på en hel væg og se, at de synes, det er så fedt, at de poster det på Instagram, fordi de er så stolte af det, kan noget. Det at ramme nogle af de yngre generationer med noget af det klassiske er fantastisk.”

De gamle teknikker kan noget, som aldrig må glemmes, hvis det står til Lisbeth Kromann. Derfor vil hun da også gerne lave mere moderne dekoration i fremtiden.

”Jeg laver kombination af spartle med nogle kalkbaserede produkter, hvor man polerer det op, som de gamle traditionelle stucca lustro teknikker, hvor man kan lave nogle helt unikke vægdekorationer i åndbare materialer, det synes jeg er så sjovt med moderne tilsnit. Det jeg udbyder er specialer, som er mere end almindeligt malerarbejde, og mit arbejde holder i årtier, derfor skal det også laves ordentligt, og det er i høj grad også bæredygtighed i min verden.”

”Det er lidt grænseoverskridende som 55-årig at begynde på noget helt nyt, og starte op som selvstændig malermester. Men jeg har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Det har været virkelig interessant, og jeg bliver stadig rørt, når folk betror mig en vanskelig opgave. Så bliver jeg taknemmelig og tænker: ’Hold da op, de vil have mig’. Det forpligter!”

I gymnasiet troede Lisbeth Kromann, at hun skulle læse biokemi, men skoletræthed og en tur i kollektiv ændrede hendes livsbane for altid. I dag ejer hun firmaet Dekorationsmaleren og insisterer på, at en maler både er håndværker og kunstner.

Ambitiøs fra begyndelsen

”Jeg synes, det var utroligt skønt at gå og se tingene udvikle sig, og at det blev pænt. Der var en stor tilfredsstillelse i at kunne lave noget med sine hænder. Så jeg søgte en læreplads som 22-årig, fik tre lærepladser, og tog den, der startede først.”

Allerede tidligt i sin uddannelse insisterede Lisbeth Kromann på, at arbejdet skulle gøres ordentligt og hendes fokus var dengang som nu på kvaliteten. Samtidig elskede hun at udfordre sig selv, og det resulterede i en sølvmedalje i svendeprøven. Hendes mester var da heller ikke sen til at give hende opgaver, der udfordrede Lisbeths nysgerrighed og evne til at løse problemer.

”Min mester var vant til, at jeg altid fandt en løsning. Men pludselig en dag, stod jeg med en opgave på en trappe, hvor der var sådan nogle ådrede underpaneler i et mahognimalet tema og en masse stafferingsstreger. Der måtte jeg simpelthen melde hus forbi. Det anede jeg overhovedet ikke hvad var,” fortæller Lisbeth Kromann.

Forsvundne teknikker
”Mester hyrede derfor en ”ældgammel” maler, Richard, han var vel ved at runde de 80, troede jeg. Jeg kan huske, at i min ungdoms hovmod, syntes jeg, at det var de mest latterlige pensler, han havde med. De var helt nedslidte, og nogle havde ganske få penselhår tilbage der strittede i alle retninger. Jeg tænkte, Vorherre bevares, kom dog ind i kampen og få noget ordentligt værktøj. Men da Richard begyndte at male, tabte jeg bare næse og mund. Jeg tror ikke, jeg lavede noget i tre dage andet end at stå og kigge på ham, og det han kunne trylle frem.”

Det tog ikke Lisbeth Kromann mange øjeblikke at tabe sit hjerte til de gamle maleteknikker. Men hvad gør en nyuddannet malersvend, der aldrig i sit liv har stiftet bekendtskab med ådring, marmorering og forgyldning.

”Richard fik mig med på et kursus i Rådvad, hvor jeg så Arne Bech for fuld udblæsning med cerut i munden, en øl i den ene hånd og en pensel i den anden og bare stå der og fortælle vittigheder og anekdoter, mens han tryllede. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg ikke lærer det der, så dør jeg.”


Den bedste måde at lære på
For Lisbeth Kromann er malerkunsten en evig passion, ifølge hende selv har hun brugt 25 år på at lære alle de gamle teknikker, og hun har elsket hvert øjeblik. Faktisk så meget at da hun sagde ja til at blive underviser på teknisk skole, gik hun målrettet efter at lære teknikkerne, og komme til at undervise i dem. 

”Det er som om, at når man begynder at undervise i det, så bliver man selv både hurtigere og bedre til håndværket, end når man kun selv går på kursus. Det vil jeg til enhver tid varmt anbefale andre der er seriøse for at lære det. Jeg har tit rådet svende og malermestre på efteruddannelseskurserne, til at få hinandens telefonnumre og mødes jævnlig i løbet af vinterperioden for at vise hinanden, hvad de kan. Det er det, man lærer allermest af, nemlig at begynde at undervise og dele viden og erfaringer.”

Da hendes arbejdsplads valgte at nedprioritere kurserne i de gamle maleteknikker og dekoration, tog Lisbeth Kromann springet, sagde op og blev selvstændig med sin virksomhed Dekorationsmaleren. Hun siger: ”Jeg kunne mærke, at jeg havde mere og mere lyst til at komme ud at male.”

Tager fusen på folk

”Jeg elsker, at folk bliver overraskede. Nogle gange laver jeg noget bare for sjov, fordi folk kan slet ikke forestille sig, at det er håndværk. Så det er en god dag på kontoret, når jeg får taget fusen på nogle. Men jeg synes også, det er enormt tilfredsstillende, når jeg får repareret noget eller renoveret noget, som kan holde de næste 30-40 år.”

Lisbeth Kromann nyder stadig at udfordre sig selv, som dengang hun tilmeldte sig en stor kunstmesse og solgte mange af sine værker.

”Der er tit diskussioner, om det er kunst eller håndværk, det vi laver? Jeg synes jo, det er kunsthåndværk. Så jeg satte mig for at lave en masse billeder, spartlede og marmorerede, alt muligt forskelligt, som viste hvad malerfaget også kunne. Det var vildt, som folk reagerede på det. De kom hen og spurgte om det virkelig var malet og ikke træ eller folie Jeg havde lavet nogle borde, som jeg havde marmoreret, ådret og forgyldt. Jeg tror, jeg fik solgt 14 ting, det var fuldstændig utroligt.”


Tro mod de oprindelige materialer
”Man må være tro mod det oprindelige materiale og den oprindelige stil – det er jeg også,” siger Lisbeth Kromann, der blandt andet har arbejdet med gipsmarmor på nogle fredede søjler på Øregård Gymnasium. ”Jeg har lært mig selv at lave gipsmarmor på de fredede søjler, det er så sjovt. Jeg elsker at lære nyt.”

Der er dog et materiale, som ikke ligefrem får hendes puls op. Linolie, som ellers ofte fremhæves som noget ganske særligt, og det er det også til udvendigt vedligehold af træværk. Men For Lisbeth Kromann er tørretiden et turn-off i forbindelse med dekoration, selv om hun naturligvis bruger linolie, når restaureringen som på f.eks. fredede ejendomme som på Frederiksborg Slot kræver det. Heldigvis er der mange andre materialer at arbejde med, og det kan gøre arbejdet mere rentabelt med kortere tørretid ved anvendelse af øl, æg, emulsioner, limfarve, fresco og akryllasurer.

”Jeg bruger meget tørpigmenter. Jeg har også stået og kogt svensk slamfarve fra bunden. Jeg kan og vil jo godt bruge de gode gamle afprøvede materialer, der hvor de er bedst egnede.”


Gamle teknikker med moderne tilsnit
Lisbeth Kromann nyder, når de gamle teknikker bliver brugt i moderne dekoration. Som et helt unikt køkken på Færøerne, hvor køkkenlåger og vægge blev marmoreret.

”At bruge de gamle teknikker til moderne dekoration, som tilfredsstiller og tiltaler mange unge mennesker, synes jeg er virkelig sjovt,” siger Lisbeth Kromann og fortsætter: ”At lave forgyldning på en hel væg og se, at de synes, det er så fedt, at de poster det på Instagram, fordi de er så stolte af det, kan noget. Det at ramme nogle af de yngre generationer med noget af det klassiske er fantastisk.”

De gamle teknikker kan noget, som aldrig må glemmes, hvis det står til Lisbeth Kromann. Derfor vil hun da også gerne lave mere moderne dekoration i fremtiden.

”Jeg laver kombination af spartle med nogle kalkbaserede produkter, hvor man polerer det op, som de gamle traditionelle stucca lustro teknikker, hvor man kan lave nogle helt unikke vægdekorationer i åndbare materialer, det synes jeg er så sjovt med moderne tilsnit. Det jeg udbyder er specialer, som er mere end almindeligt malerarbejde, og mit arbejde holder i årtier, derfor skal det også laves ordentligt, og det er i høj grad også bæredygtighed i min verden.”

Udgivet af

Byghåndværk ApS

Byghåndværk – Dit netværk for bygningskultur, klimavenlige materialer og de traditionsbundne håndværk 



I Byghåndværk ønsker vi at bidrage til at udvikle virksomhederne og forretningsområdet for bygningskultur, traditionsbundne håndværk og klimavenlige materialer til restaurering og nybyggeri. Det gør vi ved at stimulere rekrutteringen og kompetenceudviklingen indenfor området, og ved at fortælle de gode historier, hvor din virksomhed har været med til at gøre en positiv forskel.

 

Gennem tværfagligt samarbejde bidrager Byghåndværk til et kvalitetsløft, bedre ressourceudnyttelse og en bedre forretningsmæssig drift hos netværkets virksomheder.

 

Med et abonnement på Byghåndværk får du praktiske redskaber og lettere adgang til opgaver, samarbejdspartnere, materialer, netværk og serviceydelser.

 

Vi tænker langsigtet og ønsker at skabe merværdi for andre end os selv. Frem for alt vil vi medvirke til at øge interessen for at restaurere, forbedre og nybygge med udgangspunkt i traditionsbundne værdier.

 

 

 

 

Jeg vil gerne ha’ nyheder!

Om byghåndværk

Byghåndværk er dit professionelle netværk for bygningskultur og traditionsbundet håndværk.

Tak til Berntsenfonden og Boligfonden Kuben for økonomisk støtte.

Kontakt

Copyright © byghaandvaerk.dk 2021

Byghåndværk logo

Tilmeld dig nu