I alt hvad Heidi laver – lige fra bygningsmaler og restaureringsmaler til kunster og designer – er arbejdet udført i den højeste kvalitet. Tiden til at skabe et ordentligt stykke arbejde er nemlig enormt vigtigt for både udførelsen og det endelige resultat.
Allerede i folkeskolen fandt Heidi ud af, at der var en kreativ verden, der ventede på hende. ”De årlige eksaminer hvor man skulle bedømmes ud fra en karakter, har aldrig været motiverende for mig. Jeg ville ikke defineres på et stykke papir”, siger Heidi.
Efter folkeskolen var Heidi ikke sikker på, hvad hun skulle. ”Jeg valgte at arbejde et år på et teater, hvor jeg syede kostumer, skrev teater, malede og meget mere. I den forbindelse flyttede jeg hjemmefra og malede min egen lejlighed”, siger Heidi.
Da hun havde prøvet det, tog hun grundforløbet på maleruddannelsen, og det åbnede hendes øjne for et mekka af forskellige håndværksdiscipliner. ”Det var alt lige fra tapet, maler, silketryk, marmorering, skabelonering og skriftfolie”, siger Heidi.
”Jeg var heldig at komme i lære hos en mester, hvis filosofi det var, aldrig at springe over hvor gæret er lavest. I min læretid fik jeg alle dekorationsopgaver, og når jeg var på skoleforløb, var jeg så optaget af opgaverne, at jeg blev, indtil skolen lukkede og forsatte med at løse opgaverne, når jeg kom hjem fra skole”, siger Heidi.
Efter sin uddannelse til bygningsmaler, tog Heidi diplommaleruddannelsen, som dengang foregik på Syddansk Erhvervsskole, og det blev starten på udviklingen af hendes virksomhed Zilmers, som hovedsagelig arbejder med af design af unikke håndlavede tapeter, der er blevet hendes niche.
En fastholdelse af håndværket og teknikkerne skaber sjæl i Heidis arbejde med håndlavet tapet. ”Det er vigtigt for mig, at man kan se, at det er mig der har lavet det og ikke en maskine”, udtaler Heidi.
Håndlavet tapet lever videre i historiske ejendomme
Alle arbejdsdage i Zilmers byder på noget forskelligt, men de, der skiller sig ud, er dem, der byder på kreativitet og udvikling af nye tapetdesigns.
”De dage hvor glæden virkelig opstår, er når jeg sidder med penslerne i hånden og udvikler nye tapetdesigns. Det, jeg finder særligt inspirerende, er at have muligheden for at eksperimentere med både de gamle håndværksdiscipliner og de nye metoder. Det kan være opgaver, hvor jeg får lov til at klæde et hus på i farver, eller udføre helt specielle opgaver, der kræver særlig viden. Disse typer af opgaver kommer typisk i forbindelse med restaurering af herregårde”, siger Heidi.
Bæredygtighed er en vigtig del af det gode håndværk
Heidis arbejde med malerfaget og det gode håndværk er bæredygtigt, og det skal det gerne blive ved med at være.
”Ser vi på malerfaget 100 år tilbage, var der ikke noget akrylmaling. Her brugte man naturlige farver. Æg, kærnemælk, mel, havregryn eller honning blev brugt som bindemiddel. Derfor, når vi arbejder med restaurering af ældre herregårde eller historiske ejendomme, bruger vi tid på at analysere, hvilke materialer der er brugt, for at kunne genskabe og restaurere det oprindelige”, siger Heidi.
Ambassadør for malerfaget og det gode håndværk
Det gamle håndværk indenfor maler- og håndværksfaget er en skat, vi skal værne om. Alt den tid som Heidi ikke bruger som kunstner og maler, bruger hun på at sikre det gode håndværk.
”At være ambassadør for mit fag er det allerbedste og vigtigste. Hvem skal restaurere i fremtiden? Det er vi nødt til at sikre. Derfor er vi nødt til at talentspotte og udvikle tidligt”, siger Heidi.
Heidis arbejde som ambassadør afspejler sig i det store arbejde, hun lægger i arbejdet som faglærer og praktikvirksomhed. Her gør hun alt hvad hun kan for at klæde de unge godt på, og tager praktikanter ind fra forskellige erhvervsuddannelser fra Danmark og Europa.
”Det kræver tid og økonomi at inspirere, men det er vigtigt for at sikre vores erhvervsuddannelser og gode håndværk i fremtiden”, og derfor er jeg specielt glad for at være med til at udvikle konceptet omkring Håndværkskollegiet i Horsens, som starter i 2023”, siger Heidi.
Vil du høre mere om Heidis spændende arbejdsliv og virksomheden Zilmers, kan du møde hende i Den Gamle By den 20. og 21. august 2022. Her kan du også selv få lov til at afprøve nogle af de mange teknikker, som Heidi beskæftiger sig med.