”Bindingsværksbyggeri er smukt, traditionelt og miljørigtigt”, siger Ulrik Løkke. ”Vi er en flok nørder, der godt kan lide at arbejde med træ og håndværk”.
Det blev begyndelsen for Viby Bindingsværk, der blev grundlagt i 2007. Det lå ellers ikke i kortene at Ulrik, der er uddannet folkeskolelærer, skulle arbejde med håndværk. Men Ulrik tog restaureringsuddannelsen, og herefter har Viby Bindingsværk været en del af hverdagen.
Håndværk med fokus på æstetik og udvikling
Helt generelt mærker Ulrik en øget interesse for huse med bindingsværk: ”Der er en del udvikling i bindingsværkshuse. Æstetik, sjæl og lysten til at gøre noget ved de gamle huse er steget.”
Virksomheden arbejder med forskellige projekter lige fra renoverings- og restaureringsprojekter til nye huse af bindingsværk, som de så ud for 200 år siden. Derudover tilbyder Viby Bindingsværk også rådgivning til købere og sælgere af bindingsværkshuse om, hvilken tilstand huset er i.
”Ulrik får nogle spændende projekter ind. Alt lige fra bondehuse, ældre bygninger til specielle restaureringsopgaver”, siger Tue Bruun, som er svend hos Viby Bindingsværk. ”Træ er organisk, og man kan forme det ligesom man vil. Det at arbejde med træ er et gammelt håndværk”, siger Tue.
Ifølge Ulrik er der mange gode grunde til at arbejde med træ. ”Vores byggerier skal følge traditioner inden for dansk bygningshistorie- og kultur. Det er lysten til at lave et rigtig håndværk, hvor man bruger sin faglige viden til at finde de æstetiske løsninger, der passer til hvert enkelt hus”, siger Ulrik.
Æstetikken fylder meget i deres arbejde, da de arbejder med forskellige huse, der kræver hver sin løsning. ”Vi rådgiver meget om æstetik. Vinduer kan gøre den helt store forskel for et huset og dets harmoniske udtryk”, siger Ulrik.
Fokus på genbrug og bæredygtighed
Hos Viby Bindingsværk er der stort fokus på bæredygtighed. ”Træ har en evne til at optage CO2, og derfor er det en god idé at bruge træ til renovering af både bygninger og til nybyggeri”, siger Ulrik.
Viby Bindingsværk gør desuden meget i at genbruge materialer fra ældre bygninger og huse. ”De ældre huse er lavet til at kunne genbruges. Dem kan du tage ned og opføre et andet sted. Det samme kan du ikke gøre med materialer, der bruges i moderne huse”, forklarer Ulrik.
”Der bliver smidt rigtig meget ud. Derfor handler det om at flytte fokus. Så når vi producerer noget nyt, skal fokus være fra vugge til vugge i stedet for vugge til grav”, siger Ulrik, der gerne ser at fremtiden bringer et endnu større fokus på at genanvende materialer.
Den viden og erfaring han har, er også noget han tager med sig videre, når han holder foredrag og kurser. Der er en god udvikling i det gode håndværk nu, og i fremtiden.
Du kan møde Ulrik og hans kollegaer i Den Gamle By den 20. og 21. august, hvor du kan høre mere om måden, de arbejder med håndværk på.